|

Har du ondt i ryggen på et lille sted, som du kan udpege præcis med fingrene – måske når du sidder ved computeren, løfter noget eller bare ligger i sengen? Mange kender det som “ondt i ryggen”, der er opstået som mere almindelige muskelspændinger eller en diskusprolaps. Men årsagen kan være POCNES, som er nervesmerter i ryggen. Og en kronisk smertetilstand, hvor en lille nerve i ryggen sidder i klemme og giver vedvarende, sviende smerter. 

Hvad er POCNES?

POCNES står for Posterior Cutaneous Nerve Entrapment Syndrome og er en form for nerveafklemning, hvor de bageste kutane grene af interkostale nerver kommer i klemme. Tilstanden giver ofte stærke, neuropatiske smerter i et meget lille område af ryggen, der ikke kan forklares som almindelige rygproblemer.

POCNES ligner andre entrapment-syndromer, hvor nerven er i klemme i en muskel, som ACNES eller LACNES, men rammer altså bagtil på kroppen. POCNES overses ofte, fordi standardundersøgelser ikke viser unormale fund.

Symptomer på POCNES

De typiske symptomer på POCNES er en skarpt afgrænset, brændende eller stikkende smerte i ryggen, som man kan pege præcist på. Smerten kan forværres ved tryk, bevægelse eller berøring og ledsages af nedsat eller ændret følesans i huden.

Mange oplever kroniske rygsmerter uden stråling, hvilket adskiller POCNES fra diskusprolaps eller ischias.

Sådan diagnosticeres POCNES

Diagnosen af POCNES stilles primært via sygehistorie og klinisk undersøgelse med et præcist smertepunkt og føleforstyrrelser. Respons på lokalbedøvende blokade bekræfter diagnosen, hvis smerten forsvinder midlertidigt.

Billeddiagnostik som MR eller CT er sjældent nyttig, men kan være vigtig for at kunne udelukke andre årsager til smerterne.

Behandling af POCNES

Behandlingen af POCNES starter ofte med konservative tiltag som lokalbedøvelsesinjektioner, der kan give lindring hos nogle patienter. 

Injektionsbehandling er en veldokumenteret og effektiv behandling, hvor der under ultralydsvejledning sprøjtes lokalbedøvelse og eventuelt binyrebarkhormon ind omkring den afklemte nerve.

Proceduren tager mindre end 20 minutter og foretages ambulant, mens patienten ligger afslappet. Effekten indtræder oftest med det samme eller i nogen tilfælde over få dage, og kan vare uger til måneder. Nogle har behov for gentagne blokader, men typisk gives der ikke mere end tre behandlinger på samme sted inden for seks måneder. 

Hvis blokaden ikke har tilstrækkelig effekt, eller smerterne vender tilbage, kan kirurgisk behandling overvejes, hvor nerven frigøres eller fjernes. Ellers kan fysioterapi og målrettet smertebehandling give lindring.

POCNES er ofte en overset årsag til lokale, kroniske rygsmerter, der kan have stor betydning for den enkeltes livskvalitet. Men når man først bliver opmærksom på tilstanden og får stillet korrekt diagnose, kan lidelsen oftest behandles effektivt.

Behandling hos Neurokirurgisk Smerteklinik

Hvis du har symptomer på POCNES eller kroniske rygsmerter, vil en vurdering hos Neurokirurgisk Smerteklinik være oplagt. Vi er specialister i behandling af nervesmerter og har ekspertise i anlæggelse af ultralydsvejledte blokader. På begge vores klinikker foretager vi den grundige forundersøgelse, stiller diagnose samt udfører behandling.

Book tid til en forundersøgelse her.

 

Links til anden information om POCNES:

Diagnosis of posterior cutaneous nerve entrapment syndrome through history and physical examination
(på engelsk)

A new diagnosis (på engelsk)

Forfatter

Neurokirurg

Tom Christensen
Speciallæge i neurokirurgi

Forfatter

Neurokirurg

Tom Christensen
Speciallæge i neurokirurgi

Kategorier

Andre artikler

Læs vores øvrige artikler for mere inspiration og viden.