Ganglion Stellatum-blokade er en behandling, hvor man med en nerveblokade bedøver et lille nervebundt på halsen for at dæmpe kroniske smerter og andre symptomer fra det sympatiske nervesystem. Behandlingen bruges blandt andet ved visse nervesmerter, CRPS, øget svedtendens og i nogle tilfælde også PTSD-relaterede symptomer.
Med Ganglion Stellatum blokaden forsøger vi at “nulstille” overaktive smertebaner og dæmpe inflammation og nerveirritation i området. Dette gøres ved at injicere lokalbedøvelse ind til det lille nervebundt Stellateganglion.
Et nerveganglion er en samling af nervecellelegemer i det perifere nervesystem – altså uden for hjernen og rygmarven. Dets funktion kan forklares som en slags omkoblingsstation i nervesystemet, hvor signaler bearbejdes og sendes videre.
Stellateganglion (eller cervicothoracic ganglion) er en lille nerveknude, der er dannet af nerver fra den nedre cervicale og den første thoracale ganglion. Det ligger typisk foran hovedet af det første ribben, nær den syvende nakkehvirvel, og er tæt på lungens spids samt phrenicusnerven. Ganglionet modtager signaler fra de sympatiske nerver og sender de sympatiske impulser videre til hoved, hals, arm og hjerte. Stellate ganglion findes hos omkring 80% af befolkningen.
“Stellate” betyder stjerneformet og refererer til de mange forgreninger, der stråler ud fra Stellate-ganglionet.
Denne behandling er
relevant for patienter med:
- Kroniske smerter i hoved, hals, bryst, arm eller hånd
- Kompleks regionalt smerte-syndrom (CRPS)
- PTSD (især forbedring af søvnkvalitet, angst og livskvalitet)
- Visse kredsløbslidelser i armen, som Raynaud’s sygdom
- Kroniske nervesmerter
Hvordan virker en Ganglion Stellatum-blokade?

Når lokalbedøvelsen lægger sig omkring nervebundtet, dæmpes eller afbrydes de signaler, der sendes gennem gangliet, og som kan være med til at udløse eller holde smerterne kroniske. Lokalbedøvelsen forhindrer nervebundtet i at transportere stoffer med positiv og negativ ladning gennem sig, som det plejer. Mens lokalbedøvelsen virker, kan nervebundtet derfor ikke skabe en spænding og derfor kan det ikke lede strøm – hvilket er nervebundtets normale måde at kommunikere smerter eller uro til hjernen på.
Det er almindeligt at iblande lidt binyrebarkhormon med lokalbedøvelsen. Dette gøres, fordi der en kronisk irritationstilstand omkring stellateganglionet. Binyrebarkhormon er et naturligt stof, som virker hæmmende på irritation og derfor kan effekten af binyrebarkhormon på smerter og irritation være langvarig.
Behandlingen kan foretages diagnostisk for at afklare, om stellatumganglionet er involveret i den aktuelle problematik. Men den anvendes også terapeutisk for for eksempel at lindre kroniske smerter.
Opmærksomhedspunkter
Selve blokadevæsken injiceres med en meget tynd nå, og man mærker naturligvis selve stikket fra nålen. Men om injektionen gør ondt, opleves forskelligt fra person til person.
De fleste tåler behandlingen godt. Almindelige reaktioner på en stellatumblokade er, at du muligvis kan mærke øget ømhed omkring selve injektionsstedet på halsen, når lokalbedøvelsen klinger af. Ømheden kan vare nogle dage.
Man kan også opleve, at smerterne blusser op kortvarigt, og sjældent får nogen infektion gennem stikhullet i huden. Som med al anden medicin skal man være opmærksom på lokal allergisk reaktion, der viser sig ved hududslæt. Meget sjældent opstår der alvorlig straks-allergisk reaktion.
Da blokaden anlægges med en smule binyrebarkhormon kan nogen få livlige drømme og uro de første nætter efter behandlingen.
Anlæggelse af Ganglion Stellatum-blokade på Neurokirurgisk Smerteklinik
Vi anvender altid ultralydscanning, når vi skal anlægge en Ganglion Stellatum blokade. Det er med til at sikre, at den indsprøjtede medicin placeres præcist. Med en ultralydscanner og et godt kendskab til kroppens anatomi kan man orientere sig meget præcist og identificere nervebundtet. Det øger naturligvis effekten af behandlingen.
Vores klinikker i Aarhus og København er udstyret med moderne ultralydscannere.
- Selve anlæggelsen af blokaden varer ca. 20 minutter.
- Du ligger på ryggen med let bagoverbøjet hoved.
- Området, hvor du skal have indsprøjtninger, renses og der lægges lokalbedøvelse i huden.
- En tynd nål føres ind mod ganglion stellatum under ultralydsvejledning.
- Lokalbedøvelsen og evt. binyrebarkhormon sprøjtes langsomt ind.
- Herefter vil du blive EKG-overvåget i 15-30 minutter og kan efterfølgende tage hjem.
Links til yderligere information:
Introduktion til studie om Ganglion Stellatum-blokadens effekt på PTSD-symptomer
Anvendelse af Ganglion Stellatum-blokaden som en supplerende behandling (engelsk)





