|

Behandling af ACNES med ultralydsvejledt blokade

Neurokirurg

Forfatter
Tom Christensen
Speciallæge i neurokirurgi

ACNES (Anterior Cutaneous Nerve Entrapment Syndrome) er en tilstand, hvor små nerver i mavens forvæg bliver klemt, hvilket giver lokale nervesmerter i maven.

Smerterne beskrives ofte som stikkende, skærende, brændende eller elektriske nervesmerter. De sidder typisk i den ene side i mavemusklen på forsiden af maven, men kan også brede sig som et bånd rundt om brystkassen på samme side. Mange kan meget præcist udpege det sted, hvor det gør mest ondt.

Smerten forværres ofte ved tryk på området, når mavemusklerne spændes, eller i forbindelse med toiletbesøg. Nogle oplever også kvalme eller ubehag efter at have spist. Almindelig smertestillende medicin har som regel begrænset effekt. Men en ACNES blokade kan ofte lindre smerterne.

Diagnosticering med Carnett’s test

Ved diagnosticering af ACNES anvendes ofte Carnett’s test. Men hvad er Carnett’s test?

Carnett’s test er en klinisk test hvor lægen trykker på det smertefulde punkt og beder patienten spænde mavemusklerne. Hvis smerterne forværres ved muskelspænding, er det et positivt resultat, hvilket understøtter diagnosen ACNES. Denne test er vigtig for at skelne mavesmerter i musklen fra andre årsager til mavesmerter.

Blokade mod ACNES

En blokade er en indsprøjtning med lokalbedøvelse, ofte tilsat binyrebarkhormon, omkring den nerve, der giver smerter.
Formålet er at dæmpe smerterne, så du lettere kan bevæge dig, sove og få en bedre hverdag. Behandlingen kan være både diagnostisk (for at afklare, om ACNES er den korrekte diagnose) og terapeutisk (for at lindre smerterne).

Behandling bør foretages af en speciallæge med viden indenfor neuropatiske smerter  og bør desuden udføres under ultralydsvejledning.

ACNES

Sådan virker en blokade mod ACNES

Når en nerve bliver påvirket af lokalbedøvelse, ændres dens normale funktion. Bedøvelsen forhindrer nemlig de elektrisk ladede partikler i at bevæge sig ind og ud gennem nervevæggen, som de ellers plejer.

Som følge heraf kan nerven ikke opbygge den elektriske spænding, der er nødvendig for at sende signaler videre. Da smerte normalt formidles som elektriske impulser til hjernen, betyder det, at nerven midlertidigt mister evnen til at viderebringe smerteoplevelser.

Hvis smerterne stammer fra en specifik nerve, kan man ofte dæmpe dem ved at give en indsprøjtning med lokalbedøvelse, som midlertidigt hæmmer nervens aktivitet.

I nogle tilfælde fortsætter den smertelindrende virkning, selv efter at bedøvelsen egentlig burde være aftaget. Årsagen er ikke fuldt klarlagt, men en mulig forklaring er, at nerven “nulstilles” eller bliver mindre følsom. Det betyder, at den efterfølgende reagerer svagere på smertepåvirkninger, selv efter at effekten af bedøvelsen er ophørt.

Man vælger ofte at tilsætte binyrebarkhormon til lokalbedøvelsen. Grunden herfor er, at nerver, der er påvirkede eller ligger i væv med skade, kan være omgivet af en vedvarende tilstand præget af inflammation eller irritation.

Binyrebarkhormon er et stof, som kroppen selv danner, og som har en dæmpende effekt på netop disse processer. Derfor kan det bidrage til en mere langvarig lindring af smerter, når binyrebarkhormon anvendes sammen med lokalbedøvelse. I forbindelse med en blokade udnytter man binyrebarkhormonets evne til at dæmpe inflammation, hvilket kan reducere smerteoplevelsen. Binyrebarkhormonet gør altså ACNES behandling med blokade mere effektiv.

Opmærksomhedspunkter

Du kan godt mærke smerter ved prikket og en spænding, og nogen oplever stikket som ubehageligt. Du vil få en hævelse under huden omkring indstiksstedet hvor medicinen ligger, men denne forsvinder igen indenfor nogle få timer og er helt ufarlig.

De fleste tåler behandlingen godt, men som ved alle indsprøjtninger er der risiko for en let rødme, ømhed og blå mærker på indstiksstedet. Nogen oplever også en forbigående forværring af smerter de første dage.

Sjældent ses infektion med rødme, varme, hævelse og evt. feber.

Da binyrebarkhormon i sig selv dæmper allergi, opstår yderst sjældent en allergisk reaktion, men det kan forekomme ved allergi over for lokalbedøvelse eller andre indholdsstoffer.

Når du får en blokade mod ACNES på Neurokirurgisk Smerteklinik

Ultralydscanning anvendes altid ved anlæggelse af en blokade mod ACNES. Dermed sikrer vi, at injektionsvæskenplaceres så præcist som muligt. Selvom man har et specialiseret kendskab til kroppens anatomi kan man med ultralydsscanneren orientere sig endnu mere præcist og identificere nerverne i området. Og en korrekt placeret blokade højner naturligvis effekten af behandlingen.

Begge vores smerteklinikker er udstyret med moderne ultralydscannere.

  • Selve behandlingen varer ca. 20 minutter
  • Du ligger på ryggen på undersøgelseslejet
  • Lægen finder det mest smertefulde punkt ved at trykke på maven
  • Huden på maven desinficeres i det relevante område
  • Herefter føres en tynd nål gennem huden til det ønskede område
  • Når nålens placering er bekræftet, injiceres den medicinske væske

Den lokalbedøvende del kan virke næsten med det samme, så du kan mærke en tydelig lindring lige efter blokaden. Binyrebarkhormonet, hvis det bruges, har en mere langsom indsættende, men længerevarende effekt og kan dæmpe smerterne i uger til måneder. Dette gør ACNES behandling med blokade særlig værdifuld for langvarig mavesmerte behandling.

Du skal blive på klinikken 15-30 minutter efter behandlingen for at sikre, at du ikke udvikler en allergisk reaktion.

Vi aftaler desuden et tidpunkt, hvor vi skal gøre status på behandlingen – og sikre os, at du er velbefindende.

Nogle patienter har behov for mere end én blokade, men der gives normalt højst 2‑3 blokader i samme område inden for 6‑12 måneder.

Links til yderligere information om ACNES:

Læs her om et case-studie: Spectrum of abdominal anterior cutaneous nerve entrapment syndrome (ACNES) with successful management: a case report

Her er yderligere information om Carnett’s test (på engelsk)

Læs om vores andre behandlinger

Læs andre
relevante artikler
om Behandling af ACNES med ultralydsvejledt blokade