Nervesmerter, også kaldet neuropatiske smerter, opstår, når de smerteførende følenerver bliver for aktive eller for følsomme og giver føleforstyrrelser. Neuropati betyder sygdom eller skade i nerverne, og man kan oplagt undre sig, når noget man ikke kan se, gør ondt. Så hvad er nervesmerter eller hvad er neuropatiske smerter egentlig?
Hvad er nervesmerter?
Alle vores almindelige følenerver fører også smertetråde som en del af vores naturlige alarmsystem mellem hjernen og resten af kroppen.
Via smertetrådene kan “fare” kommunikeres effektivt fra for eksempel en fod, som træder på noget skarpt og op til hjernen. Signalet får hjernen til at aktivere musklerne i foden, så den fjernes fra det, som gør ondt.
Når man har fået kroniske nervesmerter, er noget gået galt i det naturlige nervesystem, og nerven begynder at sende smertesignal til hjernen, ofte uden nogen god grund. Smerterne kan komme i anfald af intense smerter eller være konstante.
Hvordan føles nervesmerter?
Nervesmerter adskiller sig fra andre typer af smerter ved at være meget intense, ofte brændende, sviende, stikkende eller som elektriske stød. Smerten er lokaliseret til et specifikt område svarende til den eller de nerver, som er påvirkede.
Klassiske eksempler er nervesmerter i ben eller nervesmerter i arm pga. diskusprolaps i ryggen. Eller i fødderne pga. diabetes. Men de kan sidde alle steder – i baghovedet, ansigtet, hænder, eller som et smertende bånd omkring brystkasse eller i lysken. Disse kaldes ofte perifere neuropatiske smerter.



Årsager til nervesmerter
Smerterne kan have mange årsager. De kan opstå på grund af beskadigelse af nerven f.eks. efter en ulykke eller fordi nerven er i klemme et snævert sted, f.eks i ryggen eller mellem muskler. Nogen oplever dem efter operation, også efter ganske banale operationer som små kosmetiske indgreb. Det skyldes, at man ved operationer ikke kan undgå at skære små følenerver over. Oftest får dette ingen betydning, da nerve-ender kan finde sammen igen eller man får blot et område, hvor følesansen mangler. Men ind imellem bliver nerven ødelagt og begynder at sende et konstant smertesignal fra området.
Også medicinske sygdomme som sukkersyge, sclerose og gigtsygdomme kan give kroniske nervesmerter – fordi sygdommene ødelægger nervens “miljø”. En sjælden form for smerter opstår i hjernen efter f.eks en blodprop. Disse kan sidde i et stort område og give nervesmerter i arm, nervesmerter i ben eller i nogle tilfælde den ene halvside af kroppen.
Følger af neuropatiske smerter
Vores nerver fører mange forskellige sanser i samme nervebundt; smerte, almindelig følesans, temperatursans og evnen til at mærke vibration. Nerverne signalerer også, hvordan din krop er orienteret i forhold til omgivelserne.
Hos mange med nervesmerter bliver også andre dele af nervens funktion forstyrret. Følesansen i området med smerter kan være nedsat, huden kan føles kold eller varm uden at være det. Hos nogen bliver huden over nerven også forstyrret. Den ændrer udseende, farve og bliver hyperfølsom, så almindelige berøringer eller blot det at bære tøj på kroppen føles som smerter. Denne tilstand kaldes allodyni.
Faktisk kan hele nervesystemet komme i en tilstand, hvor følenerverne og endda hjernen bliver hyperfølsom for smerte. Denne tilstand kaldes sensibilisering.

Smerter uden årsag?
Når du kommer med nervesmerter til Neurokirurgisk Smerteklinik, vil du typisk have et langt forløb bag dig med undersøgelser hos din egen læge, behandling hos neurolog og andre speciallæger.
Du har sikkert fået foretaget en scanning af hjernen eller andre relevante områder af kroppen. Scanningen har ikke kunnet påvise en anden årsag til smerterne.
Samtidig vil du sikkert have prøvet mange forskellige slags medicin mod nervesmerter. På trods heraf har du stadig rigtigt mange dage med smerter – og måske bivirkninger af medicinen.
På Neurokirurgisk Smerteklinik er vi specialister i nervesystemets opbygning og funktion og i behandling af nervesmerter, uanset hvor på kroppen nervesmerterne sidder. Vi varetager således behandling af nervesmerter i ben, fødder, hænder, ansigt og på kroppen.
Behandling af nervesmerter – hvad kan vi gøre for dig?
Ved den første konsultation på Neurokirurgisk Smerteklinik vil vi først sikre, at du har fået stillet den rigtige diagnose. Om det drejer sig om nervesmerter eller en anden type smerter. Og hvad den bagvedliggende årsag til dine smerter er. Vi undersøger dit nervesystem. Herefter vil vi lave en behandlingsplan til dig med fokus på behandling af nervesmerter.
Nervesmerter skal behandles forskelligt fra person til person. Ofte vil der være en række effektive smertestillende præparater, som bør afprøves først. Vi anvender også diagnostiske nerve-injektioner som en del af behandlingen. Med disse “slukker” vi for den relevante nerve, for at sikre at diagnosen er korrekt.
Nye videnskabelige studier har vist, at botulinum toxin, populært kaldet botox, kan lindre nervesmerter ved en række tilstande. De bedst undersøgte er nervesmerter ved tilstanden Trigeminus Neuralgi, hvor man har ulideligt stærke smertejag i ansigtet.
Men også ved nervesmerter efter helvedesild, nervesmerter i ar og hud efter operation, nervesmerter efter traume f.eks slag mod nerven, nervesmerter opstået som komplikation til sukkersyge og nervesmerter efter rygmarvsskade er der studier som påviser, at botox lagt i underhuden omkring nerveenderne kan lindre smerten. Botox kan ligeledes anvendes til behandling af nervesmerter i ben eller nervesmerter i arm.
Neurokirurgisk Smerteklinik har som privat smerteklinik stor ekspertise indenfor behandling af nervesmerter med botox.
Book tid til en forundersøgelse her.
Links til yderligere artikler om behandling af nervesmerter:
Dansk Neurologisk Selskabs anbefalede behandlinger for nervesmerter
Artikel med analyse af studier af botulinumtoxin A mod nervesmerter
Læs mere om smerter efter blodpropper her (på engelsk).




