Smerter i ansigtet opstår ofte i ansigtets følenerve, trigeminusnerven. Men mange andre sygdomme i tænderne, bihulerne, kæberne eller øjensygdomme kan også give atypiske ansigtssmerter eller smerter i ansigtet.
Hvad er trigeminusneuralgi?
Trigeminusneuralgi er neuropatiske smerter også kaldet nervesmerter i ansigtet. Det er en meget ubehagelig sygdom med anfald af voldsomme ansigtssmerter til en eller flere af trigeminus nervens grene.
Når mennesker, der lider af trigeminusneuralgi, bliver bedt om at vurdere deres smerter på en skala fra 1 til 10, så ligger smerterne næsten altid oppe på 10. Dette er baggrunden for, at trigeminusneuralgi kaldes verdens mest smertefulde lidelse.
Ved trigeminusneuralgi har man ansigtssmerter i den ene side af ansigtet, og da ansigtets smertenerver løber i 3 store grene – èn til underkæben, èn til overkæben og èn til panden/over øjet, vil man ofte kunne lokalisere den eller de berørte grene af nerven meget præcist.
Hos nogle skyldes tilstanden, at et blodkar ligger og pulserer tæt på trigeminusnerven dybt inde i hjernen, dèr hvor nerven løber ind i hjernestammen.
Her kan man med et kirurgisk indgreb på en neurokirurgisk hospitalsafdeling operere årsagen til trigeminusneuralgien. Operationen er en mikrovaskulær dekompression, hvor der lægges et lille stykke isolation ind mellem karret og trigeminusnerven. Dermed ophører blodkarrets pulseren mod nerven og smerterne mindskes eller forsvinder helt.
Hos andre er det ingen blodkar langs nerven og man finder derfor ikke baggrunden til sygdommen og smerterne.
Lider man af trigeminusneuralgi, vil man typiske være plaget dagligt af smerter. Dog kan man også opleverperioder, hvor smerterne er særligt udtalte og andre perioder, hvor man nærmest er smertefri.
Har man smerter fra den nederste gren af trigeminusnerven, vil man typisk opleve smerter, når man taler eller skal synke og spise. Nogle får smerter blot vinden blæser mod huden. Nogen kan have besvær med at barbere sig eller børste tænder.


Atypiske ansigtssmerter
Andre former for kroniske ansigtssmerter kan også opstå i trigeminusnerven f.eks efter slag mod hovedet, efter operationer, tandbehandlinger eller pga. sygdomme til bihulerne.
Men som ved andre nervesmerter kan smerter i ansigtet desværre også opstå uden at man kan identificere årsagen.
Man kan også have smerter til ansigt på grund af spændinger i de store tyggemuskler eller fordi man skærer tænder.
Smerter af andre årsager end den klassiske trigeminusneuralgi, kan ligne disse smerter, men ofte er de atypiske ansigtssmerter mere vedvarende og mere kroniske end anfaldsvise og kan være lokaliseret til nerver i begge sider af ansigtet eller i tindingen.
Smerter i ansigtet
De mennesker med smerter i ansigtet, som kommer i vores klinik, har ofte et langt forløb bag sig med undersøgelser hos egen læge, behandling ved neurolog, øjenlæge, ørelæge og tandlæge.
Mange har fået foretaget en scanning af hjernen og/eller en scanning af ansigts-skelettet, som desværre ikke kan påvise hvad der er årsag til smerterne.
Du vil sikkert have prøvet en del forskellige slags medicin. Alligevel oplever du fortsat rigtigt mange dage med ansigtssmerter hver dag, hver uge, hver måned. Måske oplever du også en del bivirkninger til den medicin, som du er nødt til at tage.
På Neurokirurgisk Smerteklinik har vi specialiseret os i behandling af kroniske ansigtssmerter og trigeminusneuralgi.
Hvad kan vi gøre for dig?
Ved den første konsultation på Neurokirurgisk Smerteklinik vil vi først og fremmest sikre, at du har fået stillet den rigtige diagnose – hvad skyldes dine smerter ansigtet.
Hvis du er blevet scannet eller røntgenfotograferet, ser vi gerne billederne igennem. Vi vil også undersøge dit kranium og dit nervesystem. Herefter vil vi lave en behandlingsplan for dig – herunder gennemgå mulighederne for kirurgisk smertebehandling.
Ansigtssmerter skal behandles forskelligt afhængigt af årsagen til smerterne. Ofte vil der være en række effektive smertestillende præparater, som bør afprøves først.
Injektionsbehandling kan have rigtig god effekt på trigeminusneuralgi. Vi anlægger nerve-injektioner som en del af behandlingen – enten direkte til den aktuelle nervegren eller med en SPG-blokade. Her anlægges blokaden til det lille nervebundt SPG.
For en længerevarende effekt kan injektioner med botulinum toxin A, (som også kaldes Botox), anlægges omkring de små følenerver i huden i det området, hvor ansigtsmerterne sidder. SPG-blokaden kan også anlægges med botulinum toxin A for en længerevarende effekt.
Du skal være opmærksom på, at Sundhedsstyrelsen har vurderet, at botox behandling for smerter skal foretages af en speciallæge i neurofag med ekspertise i smertetilstande og ikke må foretages af en kosmetisk klinik.
Har man kæbesmerter eller andre smertende muskelkramper i ansigtet kan disse også i visse tilfælde lindres af små botox injektioner i musklen.
Du kan læse meget mere om vores behandlinger her.
Der findes en forening særligt for mennesker med trigeminusneuralgi, den kan du finde her.




