De 4 hovedpinetyper
Alle sygdomme inddeles i et internationalt anerkendt klassifikationssystem. Det hedder IDC10, og det er udarbejdet af WHO (World Health Organisation). Læs mere om det internationale klassifikationssystem her.
For diagnosen “hovedpine” opdeler man yderligere i forskellige undergrupper. I den seneste udgave af IDC10 findes der ikke mindre end 300 forskellige hovedpinediagnoser, fordelt på 4 overordnede hovedpinetyper. Der er god grund til at få stillet den rette hovedpinediagnose, for de forskellige hovedpiner er helt forskellige sygdomme, som derfor – naturligvis – skal behandles helt forskelligt.
Helt overordnet kan hovedpine inddeles i 4 hovedpinetyper:
- Spændingshovedpine
- Migræne
- TACs (Trigeminal autonomic cephalgias)
- Sekundær hovedpine.
Faktisk er der en yderligere gruppe , som kaldes for “andre primære hovedpineformer”. Den dækker over mere specielle hovedpineformer såsom Stabbing headache, træningsudløst hovedpine og kuldeudløst hovedpine.
Spændingshovedpine
Spændingshovedpine er den langt hyppigste hovedpineform. Den kan både være anfaldsvis eller mere kronisk i sin form. Oftest sidder spændingshovedpine i baghovedet eller i panden, vanligvis i begge sider samtidig. Spændingshovedpine har ikke nogle klassiske ledsagesymptomer, men når hovedpinen er værst, kan man føle lysskyhed og kvalme sammen med hovedpinen samt udtalt træthed. Spændingshovedpine tiltager ofte i løbet af dagen. De fleste har sammen med hovedpinen fornemmelse af muskelspændinger i nakke og skuldre, men man kan godt have spændingshovedpine uden muskelspændinger.
Migræne og TAC har særlige karakteristiske symptomer. Begge hovedpineformer er anfaldsvise, og den rette diagnose kan være vanskelig at stille, da tilstandene kan minde om hinanden.
Migræne
Migræne er også ofte halvsidig, men adskiller sig fra TACs ved, at anfaldet af hovedpinen varer længere og de ledsagende symptomer er anderledes; kvalme, lys- og lydfølsomhed og almen utilpashed. Migræne adskiller sig fra alle de øvrige hovedpineformer ved at kunne være forudgået af en aura, som opstår op mod 1/2 time inden selve hovedpinen. En aura er forbigående neurologiske symptomer som for eksempel talebesvær, synsforstyrrelser eller lammelser. Læs mere om aura her.
TAC
TAC dækker over en række mere sjældne hovedpineformer som for eksempel Hortons hovedpine (klyngehovedpine). Disse er ofte særligt intense hovedpiner, ofte lokaliseret til den ene side af hovedet omkring øjet og er altid ledsaget af ganske særlige symptomer, som for eksempel tåreflod, ændret pupil-størrelse eller hævelse af øjenomgivelserne.
Sekundær hovedpine
Allervigtigst er det altid at udelukke, at hovedpinen kan skyldes noget andet. Det vil sige at udelukke sekundær hovedpine. Sekundær hovedpine betyder, at man fejler noget andet som udløser hovedpinen. Det kan for eksempel være medicinoverforbrug, bihulebetændelse, tandsygdomme, infektion eller et traume.
Sekundær hovepine kan også være udløst af mere alvorlige årsager som hjerneblødninger og hjernesvulster samt meningitis. Disse har dog så karakteristiske symptomer, at det ofte kan udelukkes umiddelbart hos en “almindelig” hovedpinepatient.
De 4 hovedpinetyper er blot den helt overordnede inddeling. Med over 300 forskellige diagnoser er hovedpine et specialist-område, og derfor er det vigtigt, at man bliver undersøgt hos en hovedpine-specialist.
Links til yderligere information og kilder :