Skip to content
Menu
Menu

Patientinformation Spørgsmål og svar

 

Her kan du finde svar på de hyppigste spørgsmål som ny patient på Neurokirurgisk Smerteklinik.

Booking

Du kan booke en konsultation ved at anvende vores booking-formular, som er placeret i toppen af siden, ved at ringe på 70 605 105 eller skrive på kontakt@nksk.dk. Du kan læse mere om vores klinikker, om åbningsstider, adgangsforhold, parkering med mere her.
 

Du behøver ikke en henvisning fra din praktiserende læge. Vi informerer dog gerne din praktiserende læge om din behandling på Neurokirurgisk Smerteklinik, hvis du giver tilladelse hertil.

Alle nye patienter på Neurokirurgisk Smerteklinik skal starte med en forundersøgelse. Uanset hvilket behandlingsforløb du har haft tidligere, udfører vi en grundig neurologisk undersøgelse og vi gennemgår dine tidligere behandlinger.
 
Ved booking af aftalen sender vi dig en bekræftelse – enten digitalt eller som brev.
 
Hvis det er første gang, du besøger klinikken, sender vi dig også en patient-formular. Du bedes venligst udfylde formularen og medbringe den ved den første konsultation. Formularen indeholder spørgsmål om dit helbred, samt klinikkens samtykkeerklæring. Har du spørgsmål til formularen eller samtykkeerklæringen, er du velkommen til at ringe på 70 605 105.

Du skal være opmærksom på, at vi som en del af dit forløb på klinikken, registrerer oplysninger (data) om dig. Du kan læse mere om, hvordan vi håndterer dine persondata på Neurokirurgisk Smerteklinik her.

Konsultation

Mød venligst op på klinikken min. 10 minutter før, din aftale begynder. Så du er klar, når din konsultation eller behandling starter.
 
Såfremt du bliver forhindret til din aftale, bedes du melde afbud til klinikken hurtigst muligt.
 
Du skal huske at medbringe sygesikringskort, kørekort eller pas, så vi kan identificere dig. Det er lovpligtigt. Vi må IKKE behandle dig uden identifikation, medmindre det er akut.
 
Er du i følgeskab med pårørende, er de velkomne til at deltage ved konsultationerne. Pårørende kan ikke altid være tilstede ved behandlingerne, da det kan øge infektionsrisikoen.

Du skal regne med, at du i forbindelse med konsultation/behandling delvist skal afklædes. Vi forventer, at du har startet dagen med et morgenbad.

Journal

Vi fører journal over dit patientforløb hos Neurokirurgisk Smerteklinik. Alle lægefaglige kontakter, medicinske behandlinger og øvrig relevant information bliver registreret i vores journalsystem.
 
Du kan til enhver tid få udleveret en kopi af din journal hos Neurokirurgisk Smerteklinik, hvis du anmoder om det. Det er dig, der bestemmer, hvorvidt din praktiserende læge skal involveres i dit forløb på Neurokirurgisk Smerteklinik.

Med dit skriftlige tilsagn kan vi anmode om adgang til relevante informationer om dine tidligere behandlinger, scanninger m.m. Derved kan vi danne os et fuldt overblik over dit samlede patientforløb, såfremt du ønsker det.

Vores journalføring følger Styrelsen for Patientsikkerheds foreskrifter, og klinikken er registeret som et tilsynssted hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Såfremt du er henvist i forbindelse med en forsikringsaftale, skal du være opmærksom på, at det henvisende selskab kan anmode om indsigt i din journal samt modtager status for dit forløb. Det gør de for at følge med i dit forløb, samt kontrollere at vi rent faktisk udfører det arbejde, som de betaler for.

Patienterstatningen
Som patient på Neurokirurgisk Smerteklinik er du dækket af Patienterstatningen. Patienterstatningen er en lovpligtig forsikring, som alle offentlige og private behandlingsklinikker i Danmark skal tegne.

Det betyder, at du som patient er dækket, såfremt der sker skader i forbindelse med behandlingen. Du kan læse mere om Patienterstatningen her.

Betaling
Skal du selv betale for behandlingen, foretages betalingen i forbindelse med din konsultation. Vi modtager Dankort, Visa, Mastercard. Du kan også betale med MobilePay på nr. 36209. Bemærk, at sundhedsydelser i Danmark ikke er momsbelagt.

Er du henvist af et forsikringsselskab eller pensionsselskab, klarer vi betalingen direkte med dem, og du skal ikke foretage dig noget. 

Andre spørgsmål

Har du andre spørgsmål, som denne patientinformation ikke dækker, svarer vi gerne på alle spørgsmål. Ring venligst på 70 605 105 eller skriv på kontakt@nksk.dk.
 
Neurokirurgisk Smerteklinik
2019