|

Migræne påvirker op mod 10-15% af den danske befolkning med tilbagevendende anfald af kraftig hovedpine. Migrænen er  typisk ledsaget af kvalme, opkastning samt lys- og lydfølsomhed. For nogle bliver anfaldene så hyppige eller voldsomme, at det er relevant at supplere anfaldsmedicin med forebyggende behandling. Formålet er at mindske antallet af anfald og gøre dem mindre smertefulde allerede inden de opstår.

Hvornår giver forebyggelse af migræne mening?

Forebyggende behandling overvejes typisk, når man har omkring fire eller flere migrænedage om måneden. Ligeledes når anfaldene er meget invaliderende eller når anfaldsmedicinen enten ikke virker godt nok eller giver for mange bivirkninger. 

Definitionen kronisk migræne bruges ved hovedpine mindst 15 dage om måneden og heraf mindst 8 dage med migræne. Her bliver forebyggende behandling som regel en central del af behandlingen. Før opstart vurderer lægen hovedpinens mønster, om der er tegn på medicinoverforbrugshovedpine, og hvilke andre sygdomme og lægemidler der skal tages hensyn til. 

Den forebyggende behandling kan typisk halvere antallet af migræneanfald eller mildne styrken af dem. Det er dog sjældent, at behandlingen fjerner migrænen helt.

Klassiske typer af forebyggende migrænemedicin

Det har vist sig, at flere typer medicin, der egentlig er udviklet til andre sygdomme, kan forebygge migræne. Blodtrykssænkende medicin, som især betablokkerne metoprolol og propranolol samt visse midler mod forhøjet blodtryk som lisinopril og candesartan, bruges ofte som førstevalg. 

En anden type medicin, der er  udviklet mod epilepsi, anvendes også. Her kan topiramat og valproat også mindske antallet af anfald. 

Derudover bruges tricykliske antidepressiva, især amitriptylin, som kan være særlig nyttigt, hvis man også har spændingshovedpine eller søvnproblemer. 

Hvilken medicin der vælges, afhænger blandt andet af andre sygdomme, bivirkningsrisiko, eventuelt graviditetsønske samt patientens egne ønsker og erfaringer.

Opstart og opfølgning på behandling

Når man starter på forebyggende medicin, begynder man altid med en lav dosis, som langsomt trappes op. Det er vigtigt at man er opmærksom på bivirkninger, og det kan være nødvendigt at trappe lidt ned i dosis, hvis bivirkningerne bliver for uacceptable. Effekten vurderes typisk efter 2–3 måneder på stabil dosis. Hvis behandlingen hjælper, fortsætter man ofte i 6–12 måneder, hvorefter man kan forsøge at trappe langsomt ned for at se, om migrænen er blevet mindre aktiv. Undervejs er det en stor hjælp at føre dagbog over hovedpine og medicin, så man kan følge udviklingen.

Ved medicinsk behandling hos Neurokirurgisk Smerteklinik er du i løbende dialog med vores speciallæge i neurokirurgi Tom Christensen. Hermed sikrer vi, at behandlingen forløber som den skal, at der trappes op og ned i dosis på korrekt vis, og at du ikke fortsætter behandlingen, hvis medicinen giver dig bivirkninger.

Hvis du vil vide mere om medicinsk behandling hos os, kan du læse her.

Nyere behandlinger mod migræne (CGRP og gepanter)

De seneste år er der kommet flere forebyggende injektionsbehandlinger behandlinger, som retter sig mod signalstoffet CGRP, der spiller en vigtig rolle i udviklingen af migrænesmerte. Injektionerne gives som indsprøjtning én gang om måneden eller hvert kvartal. Hos mange patienter kan de reducere både hyppighed og styrke af anfald. Der findes også tabletbehandling i form af små molekyler (gepanter) som kan bruges både til anfalds- og forebyggende behandling. Disse behandlinger tilbydes typisk i offentlige hovedpineklinikker.

Botox som behandling ved kronisk migræne

Hos patienter med kronisk migræne kan behandling med botulinumtoksin A (Botox) være en mulighed. Botox anlægges i 31 specifikke punkter i panden, tindingen, baghovedet, kraniekanten og de øverste muskler i nakken for netop at påvirke hovedpine-nerverne og få effekt af behandlingen. Mange oplever, at både antallet af hovedpinedage og intensiteten af smerterne falder betydeligt. Effekten følges systematisk – ofte med hjælp af en hovedpine‑ og medicindagbog.

Vær opmærksom på, at de nationale faglige anbefalinger lægger op til, at botoxbehandling for kronisk migræne udføres af speciallæger med neurologisk/hovedpine‑ekspertise, og ikke som led i kosmetiske behandlinger. Dette skal sikre korrekt udredning, udelukkelse af andre årsager til hovedpinen og kvalificeret opfølgning. 

Her kan du læse mere om vores behandling med botox mod migræne.

Migræneoperation ved svær og vedvarende migræne

Medicinsk behandling og injektioner med botox kan være tilstrækkeligt til at migrænen forsvinder eller begrænses. Men i tilfælde, hvor disse behandlinger ikke virker væsenligt, eller ved gentagne migræneanfald om måneden er det oplagt at undersøge, om migrænekirurgi kan være en løsning.

Migrænekirurgi er en løsning, hvis migrænen er anatomisk funderet. Det vil sige, at man kan lokalisere et specifikt punkt, hvorfra migrænen altid opstår og hvor der er indikation for at nerven er klemt eller på anden måde anatomisk irriteret af omkringliggende væv, muskelstruktur eller blodårer. 

Læs mere her om vores migrænekirurgiske forløb.

Forfatter

Neurokirurg

Tom Christensen
Speciallæge i neurokirurgi

Forfatter

Neurokirurg

Tom Christensen
Speciallæge i neurokirurgi

Kategorier

Andre artikler

Læs vores øvrige artikler for mere inspiration og viden.