Det lidt mærkelige ord Ganglion stammer fra græsk, hvor det betyder knude. Når vi anvender begrebet i neurokirurgisk sammenhæng, refererer vi til et nerveganglion; altså en knude eller et bundt af nerver.

Et nerveganglion er en anatomisk struktur, der består af en samling nervecellelegemer (soma), som er lokaliseret uden for centralnervesystemet (CNS). Det vil sige små bundter eller knuder af nerver uden for hjernen og rygmarven. I modsætning til nerver, som primært består af lange nervefibre (aksoner), fungerer ganglier i grupper af cellelegemer som en slags relæstationer og bearbejdningsenheder i det perifere nervesystem.

Ganglion bruges også medicinsk i anden sammenhæng, hvor det refererer til sene-knuder. Men i denne artikel nørder vi om ganglier som nervebundter.

Forskning gennem tiderne

Studiet af ganglier og nervesystemet har en lang historie, der strækker sig over flere årtusinder. Forståelsen af menneskekroppens indre kommunikationsnetværk har både før og nu fascineret forskerne, og går vi tilbage i tiden, kan vi se hvordan teorierne hele tiden har udviklet sig.

Allerede for flere tusinde år siden prøvede læger at forstå, hvordan nerverne fungerer. I oldtidens Grækenland beskrev læger som Hippokrates og Galen nervesystemet i grove træk, men de havde ikke de anatomiske eller teknologiske midler til at identificere strukturer som ganglier. Galen mente, at nerver var hule rør, som transporterede “ånd” fra hjernen ud i kroppen – en idé, der holdt sig i næsten 1500 år.

I 1500-tallet begyndte læger at tegne og undersøge kroppen mere grundigt. De kunne se, hvor nerverne løb, men de vidste stadig ikke helt, hvad ganglier var. Først da mikroskopet blev opfundet og forbedret i 1700- og 1800-tallet, kunne forskerne begynde at se ganglierne tydeligt. De opdagede, at ganglier ikke bare var små “fortykkelser” på nerverne, men faktisk havde en vigtig funktion: De hjælper med at sende og bearbejde signaler i kroppen.

I dag ved vi, at ganglier ikke kun indeholder nerveceller, men også glia (støtteceller), som har en aktiv rolle i signalbehandling og inflammation. Moderne teknologier som optogenetik og calciumimaging bruges til at kortlægge de funktionelle netværk i fx sensoriske ganglier eller det enteriske nervesystem. Desuden forskes der intensivt i gangliernes rolle i kroniske smerter og autonome dysfunktioner. Dette har betydning for behandling af fx migræne, neuropatiske smerter og trigeminus neuralgi.

De to typer ganglier

Der er identificeret to typer ganglier, som har forskellige funktioner; de sensoriske ganglier og de autonome ganglier.

De sensoriske ganglier

Sensoriske ganglier er små samlinger af nerveceller, der ligger uden for hjernen og rygmarven. De fungerer som “omkoblingsstationer” for de nerver, der sender sanseinformation fra kroppen til hjernen – for eksempel signaler om berøring, smerte, temperatur og tryk. De mest kendte sensoriske ganglier er spinalganglierne, som ligger tæt ved rygmarven og modtager signaler fra huden, muskler og organer.

• Helvedesild

Når man får skoldkopper som barn, skyldes det en virus, der hedder varicella-zoster-virus. Efter at skoldkopperne er overstået, forsvinder virussen ikke helt fra kroppen, men gemmer sig i de sensoriske ganglier, hvor den kan ligge “i dvale” i mange år.

Hos næsten alle voksne ligger denne virus derfor gemt i vores nervesystem, uden at vi mærker noget til den. Men senere i livet – især hvis immunforsvaret bliver svækket – kan virussen blive aktiv igen. Når det sker, bevæger virussen sig langs nerven fra gangliet og ud til huden. Det giver helvedesild, som viser sig som et smertefuldt udslæt og brændende smerter i det område, hvor nerven løber. Udslættet sidder ofte som et bånd på den ene side af kroppen, typisk på brystkassen, ryggen eller i ansigtet.

Helvedesild kan udvikle sig til en kronisk tilstand. Det kaldes postherpetisk neuralgi og kan være både meget smertefuld og invaliderende i hverdagen. Postherpetisk neuralgi kan behandles med både medicinsk samt behandles med botulinumtoxin A (Botox).

• Sensorisk neuropati

Lider man af sensorisk neuropati betyder det, at de nerver, der sender følesignaler, ikke fungerer normalt. Det kan skyldes sygdomme som diabetes eller kan være en bivirkning efter kemoterapi. Når ganglierne eller nerverne bliver beskadiget, kan man opleve symptomer som snurren, prikken, brændende fornemmelse, følelsesløshed eller smerter. Dette viser sig oftest i fødder og hænder. Dette kaldes også nervebetændelse.

Ved diabetes kan forhøjet blodsukker over tid skade de sensoriske ganglier, så signalerne fra nerverne bliver forstyrret. Det kan give ubehagelige fornemmelser eller smerter, som kan være svære at behandle.

Kemoterapi kan også skade de følende nerver, fordi medicinen ikke kun rammer kræftceller, men også raske celler i kroppen – herunder de smertefølende nerveceller i huden og ganglierne. Hos nogle forsvinder ubehaget efter endt behandling, mens andre kan have varige problemer.

De autonome ganglier

De autonome ganglier styrer de funktioner i kroppen, som sker automatisk – for eksempel hjerterytme, blodtryk, fordøjelse og svedproduktion. Ganglierne fungerer som “omkoblingsstationer” i nervesystemet, fordi de ligger imellem de nerver, der kommer fra hjernen eller rygmarven, og de nerver, der går videre ud til kroppens organer, muskler eller kirtler. Det betyder, at nerveimpulser først ledes fra centralnervesystemet (hjernen og rygmarven) til et ganglion, hvor signalet bliver “omkoblet” eller overført til en ny nervecelle. Herfra sendes signalet videre til det organ, der skal påvirkes – for eksempel hjertet, maven eller svedkirtlerne.

Denne “omkobling” gør det muligt for kroppen at regulere og tilpasse signalerne, inden de når frem til organerne. På denne måde kan kroppen reagere præcist og hensigtsmæssigt på forskellige situationer.

Har man diabetes og oplever symptomer som svimmelhed, lavt blodtryk, problemer med at tømme blæren, impotens eller fordøjelsesbesvær, har man muligvis autonom neuropati. Det vil sige, at de nerver, der styrer kroppens automatiske (autonome) funktioner, er blevet beskadiget som en komplikation til diabetes.

Ved autonom neuropati kan man forsøge at afhjælpe symptomerne med mindre daglige justeringer. For eksempel ved at hæve hovedgærdet på sengen, drikke rigeligt med væske, spise små hyppige måltider og undgå store mængder alkohol og varme. Medicin kan bruges til at regulere blodtryk og andre symptomer.

Ganglion Sphenopalatinum (SPG)

Ganglion sphenopalatinum er et vigtigt nerveknudepunkt i ansigtet, som indeholder både sensoriske, sympatiske og parasympatiske nervefibre. SPG fungerer som en slags “omkoblingsstation” for smerte- og autonome signaler i ansigtet og hovedet. Derfor kan en blokade af dette ganglion (SPG-blokade) bruges til at lindre forskellige typer hovedpine og ansigtssmerter, herunder migræne, trigeminus neuralgi og Burning Mouth Syndrome (BMS).

Ganglion Stellatum (SG)

Stellatum ganglionet (SG – og også kaldet stellate ganglion eller cervicothoracic ganglion) er en lille nerveknude, der er dannet af nerver fra den nedre cervicale og den første thoracale ganglion. Det ligger typisk foran hovedet af det første ribben, nær den syvende nakkehvirvel og første brysthvirvel, og er tæt på lungens spids samt phrenicusnerven. Ganglionet modtager signaler fra de sympatiske nerver og sender de sympatiske impulser videre til hoved, hals, arm og hjerte.

SG er således et vigtigt “kontrolcenter” for det sympatiske nervesystem i overkroppen. Overaktivitet i SG kan føre til smerter, kredsløbsproblemer og psykiske symptomer. Ved at blokere SG med lokalbedøvelse kan man midlertidigt dæmpe disse signaler. Og dermed kan man lindre symptomer på en række forskellige sygdomme og tilstande.