Smerte-konference i USA
I februar 2020 deltog vi – lige inden verdenen lukkede ned i nogle måneder pga. COVID-19-pandemi – i en international smerte-konference for læger i Miami i USA.
Konferencen i USA hed “Innovations in pain medicine” og var arrangeret af WAPMU – World Academy of Pain Medicine United. En lægefaglig non-profit organisation hvis formål er at udbrede nye, videnskabeligt undersøgte behandlingsmetoder indenfor alle typer af kroniske smerter.
Konferencens ca. 500 deltagere var en blandet gruppe af narkoselæger, neurologer, røntgenlæger og ortopædkirurger – og en enkelt neurokirurg naturligvis. Deltagerne kom fra alle kontinenter. Vi var de eneste deltager fra Skandinavien.
Om konferencens indhold
Selvom konferencen hed “Innovations in pain medicine” – var der faktisk mest af alt nyt indenfor smerte-kirurgi. Konferencen, der i alt forløb over 4 dage, var inddelt i to afsnit. Første del omhandlede teori og præsentation af den nyeste forskning. Anden del af konferencen var en praktisk introduktion med hands-on træning.
Her får du de væsentligste highlights fra konferencen:
– Der blev præsenteret en række forelæsninger om behandling af smerter med autologe stoffer. Autolog betyder, at det er stoffer, som man “udvinder” fra smertepatientens egen krop. Forskellige komponenter fra blodet, knoglemarv, stamceller, fedt og lignende.
– Nye måder at behandle smerter og hovedpine med nervestimulation. Der var særligt fokus på nye og mere enkelte (og billigere) løsninger. Blandt andet så man slipper for at få indopereret et batteri under huden.
– Metoder til med meget høj præcision at levere medicin til et bestemt område af kroppen eller til at lave en lille læsion et bestemt sted i nervesystemet.
– Måder hvorpå moderne ultralyd kan erstatte brugen af røntgenstråler ved mange behandlinger. Ultralyd er helt uskadeligt, hvor imod røntgenstråler påvirker kroppens celler og bl.a øger risikoen for at udvikle cancer.

“Hands-on” træning.
I anden del af konferencen var der “hands-on” træning, hvor vi fik lejlighed til selv at afprøve de nye teknikker.
Og hvordan gør man så egentligt det, når det drejer sig om kirurgi?
Læger øver sig på afdøde, som har testamenteret sig selv til lægevidenskaben. Det lyder måske makabert. Men det er en kæmpe gave for os læger fra disse mennesker til os alle. Uden disse donationer ville vi ikke stå med den viden og den kirurgiske ekspertise, som vi gør idag.
I praksis foregår detved, at der blev opstillet en lang række forskellige “øve-stationer” rundt om i en stor sal, og så går man fra den ene station til den anden, iført operationstøj, og udfører de forskellige operationer/teknikker, som der blev introduceret på konferencen.
Et billede fra en sådan konference kan være 4 læger og en underviser, som står omkring et ben fra en afdød. Området er indrettet som en lille operationsstue med ultralydsapparat, elektroder og alt hvad man kan få brug for ved en operation.
Grupper skiftes til at finde en relevant nerve på ultralyd og lægge en lille smerteelektrode ind langs nerven, koble systemerne sammen, skille dem ad igen og fjerne elektoden om og om igen. Sådan står man i timevis – og jeg kan godt afsløre at der virkeligt bliver nørdet igennem i sådan en gruppe.

Nye kolleger fra hele verden.
Udover en god portion ny viden, så møder man også en masse nye dedikerede kolleger, som arbejder med de samme problemstillinger og de samme sygdomme – og som står i de samme dilemmaer i det daglige.
I Europa, har vi også et særligt problem, nemlig at de fleste nye behandlinger først godkendes i USA, da det er et kæmpe marked – og først herefter i Europa. Derfor er vi kronisk bagefter ift. at tage ny teknologi i brug til behandlinger.
Og mens patienter i USA har adgang til f.eks nye, smarte smertebehandlinger – ja så må vi pænt vente til de også er godkendt i Europa.
Det er vigtigt for os danske læger at skabe kontakt til kolleger i udlandet, som nogen gange har adgang til god smertebehandling, som endnu ikke er kommet til DK.
Vi håber, at vi i løbet af kommende måneder kan begynde at introducere enkelte af de behandlingsmuligheder, som blev præsenteret i USA.
Indtil det er på plads, giver netværket os også mulighed for, når den danske “lægetaske” er tom, at henvise til kolleger i udlandet, som har adgang til en god løsning på en given smerte – eller hovedpineproblematik.