Smertefulde, hvide fingre? Om Raynauds sygdom
Alle mennesker kan få blege, kolde fingre i vinterkulden. Men hos nogle kan selv en smule kulde give smertefulde anfald af helt hvide fingre. Det kaldes Raynauds sygdom.
Studier har vist, at rigtigt mange med Raynauds har effekt af botulinum toxin A behandling givet lokalt til fingrene. Læs mere om sygdommen og behandlingen her.
Hvorfor får man hvide fingre i kulden?
Hvis du kigger på dine fingerspidser nu, vil de nok have en fin lyserød farve. Det er fordi, at vores fingerspidser har en meget rig blodforsyning, og det er det røde blod du kan se igennem huden.
Hvis du prøver at trykke 2 fingerspidser sammen, vil du se, at de bliver helt blege, fordi du presser blodet væk.
Sammentrækningen af blodkarrene i kulde er en naturlig refleks i det sympatiske nervesystem, som vi ikke har kontrol over. Refleksen omdirigerer blodet fra vores overflade og til organerne, for at beskytte kroppen mod for stort tab af varme, når det er koldt omkring os.
Raynauds sygdom
Ved Raynauds sygdom skyldes de hvide fingre, at de små blodkar i fingrenes hud trækker sig abnormt sammen, så der ikke længere løber blod i huden. Den bliver ligbleg, nærmest hvid. Sammentrækningen sker ved den mindste kuldepåvirkning og er kraftig.
Man ved ikke med sikkerhed, hvad årsagen til Raynauds er, udover at der sker en abnorm aktivering af det sympatiske nervesystem. Sygdommen kan opstå både ved skade på nerverne, ved kemisk og ved mekanisk påvirkning af fingrene.
Man inddeler sygdommen i enten primær, hvor den opstår uden nogen kendt årsag – og sekundær, hvor noget specifikt har udløst tilstanden.
Og rigtigt meget kan give Raynauds; kræftsygdomme, sygdomme i immunforsvaret, rygning, gigtsygdommen sklerodermi og nogle former for medicin, f.eks betablokkere og kemoterapi.
Også direkte påvirkning af fingrene kan udløse tilstanden, f.eks hos folk, der har arbejdet med værktøj, som vibrerer eller har haft gentagne traumer mod hænder og fingre.
Interessant er der flere kvinder end mænd, som får tilstanden, men når kvinden kommer i overgangsalderen, falder risikoen igen. Man mener derfor, at østrogen er et af de naturlige stoffer, som øger risikoen for Raynauds.
Og da meget kan udløse disse hvide, smertefulde fingre – ja, så er der også rigtigt mange mennesker, som pines af tilstanden, man anslår op mod 10% af alle voksne.
Sådan forløber et typisk anfald
En smule kulde provokerer kramper og sammentrækning i fingrenes blodkar, en eller flere fingre bliver blege, hvide og med intense smerter. På et tidspunkt ophobes det afiltede (brugte) blod ude i fingeren, for det kan ikke komme væk og fingeren bliver blålig. I sidste fase åbner karrene op igen, og blodet strømmer ud i fingeren, som bliver rød, mere rød end vanligt.
Smerterne passerer, men mange får pga. den tidevise dårlige cirkulation kroniske sår på fingrene og i værste fald kan man få gangræn, på god dansk koldbrand, i sine fingre.
Raynauds kan behandles
Raynauds kan behandles, men desværre ikke helbredes. Da det er meget smertefuldt, når fingrene er hvide, er de fleste dog glade blot for at få noget smertelindring.
Der findes forskellige former for medicin, som får blodkar til at udvide sig. De kan teoretisk modvirke sammentrækningen i fingrenes kar, men virker jo på kar i hele kroppen, og derfor skal de benyttes med omhu. Typisk vælger man det, som hedder calcium kanal blokkere. De bruges primært inden for hjertemedicin.
Har man ikke gavn af medicinen, er der studier, som viser, at man kan behandle huden over fingrene med botulinum toxin, populært kaldet Botox.
Botox nedsætter transmissionen i nerverne, også de, som kontrollerer diameteren af vores blodkar og dermed tilførslen af blod.
Man ved, at botulinum forbedrer blodgennemstrømningen og blokerer for, at kar kan få kramper. Således vil botox i huden på de angrebne fingre nedsætte signalet i de sympatiske nerver i fingrene, så karrene ikke trækker sig sammen.
Er tilstanden invaliderende, kan man gå meget drastisk til værks og f.eks overskære de sympatiske nerver til fingrene. Det skal gøres tæt på rygmarven inde i brystkassen.