Hvad er en hovedpine-klinik ?
En hovedpineklinik er en lægefagligt højt specialiseret klinik, som kender og behandler alle former for hovedpinepatienter.
Det vil sige både hovedpine opstået af ukendt årsag eller udløst af alle former for sygdomme eller hovedtraumer. Migræne, spændingshovepine og sjældne hovedpinesyndromer – samt både børn og voksne.
Ondt i hovedet
Vi har alle hovedpine ind imellem. Og for de fleste er det noget, som går over igen i løbet af en dag eller to.
Men for andre kan hovedpinen være ekstremt intens, eller vare ved i uger, og her skal man være opmærksom. For hovedpine kan nemlig være et symptom på, at der er noget galt.
I den mindre alvorlige afdeling kan hovedpine f.eks. skyldes nærsynethed. I den mere alvorlige del kan hovedpine skyldes en hjernetumor, for højt tryk inde i hjernen eller alt for højt blodtryk. Derfor er det vigtigt, at man opsøger egen læge, hvis man oplever at have hovedpine over flere dage eller hvis smerten er mere intens, end man har prøvet tidligere.
Hovedpine som opstår pga. en anden sygdom kaldes sekundære hovedpiner. Hvis ikke egen læge kan finde årsagen, er det vigtigt at blive viderehenvist til en hovedpineklinik.
Primære hovedpiner
Men hovedpinen også være en sygdom i sig selv. Det er langt det hyppigste og disse hovedpiner kaldes de primære hovedpiner.
Man inddeler hovedpine i 4 overordnede grupper med mere end 300 forskellige undertyper.
De 4 hovedtyper er: Migræne, spændingshovedpine, hovedpine med specielle ledsagesymptomer, klyngehovedpine er et eksempel – samt sekundære hovepiner som nævnt ovenfor.
Det er hovedpineklinikkerne, ikke smerteklinikkerne, der er specialiseret i at behandle disse primære hovedpiner.
Sådan kommer du på hovedpineklinik
For de primære hovedpiner er der i det offentlige sundhedssystem 3 behandlingsniveauer.
Første niveau er din praktiserende læge. Han/hun vil typisk afprøve, ud fra dine symptomer, nogle af de mest gængse medicinske behandlinger, altså piller.
Hvis behandlingen ikke virker, kan den praktiserende læge henvise dig til det næste niveau, som er en neurolog. Neurologen er specialllæge inden for medicinsk behandling af nervesystemet, og denne vil således fortsætte med mere specialiseret medicinsk behandling.
Hvis ikke neurologen kan hjælpe, hvis din hovedpine er af mere kompleks art, eller har du mange hovedpine-dage, kan du blive henvist til det 3. behandlingsniveau, som er en hovedpineklinik.
På en hovedpineklinik er man eksperter i alle aspekter af hovedpine. Man er i stand til sikkert at skelne mellem de forskellige typer, herunder at udelukke de alvorligste former bl.a at din hovedpine skyldes en anden, måske alvorligere, sygdom.
Man ved, hvornår der bør foretages hjernescanning og hvilken type scanning der skal udføres. Desuden vil en hovedpineklinik have kendskab til andre metoder til udredning af hovedpine f.eks til måling af det intrakranielle tryk (trykket inde i kraniekassen), flow af væske omkring hjernen, måling af trykforhold i kraniets muskler. Samt være eksperter i at undersøge kranium, øjne, ører, sanserne ansigtsmuskler, kæbemuskler, nakkemuskler og nervesystemet.
På en tværfaglig hovedpineklinik vil der også være mulighed for f.eks fysioterapi og psykologsamtaler, på en lægefaglig hovedpineklinik vil der være fokus på de evidens-baserede (vidensbaserede) behandlinger og al behandling varetages af en læge. Man er bekendt med alle de medicinske behandlingsmuligheder – også de kirurgiske.
Hovedpineklinikker i Danmark
I Danmark findes der i offentligt regi 6 store hovedpineklinikker: I Glostrup, Odense, Esbjerg, Aarhus, Viborg og Ålborg. De er underafdelinger af den neurologiske afdeling på det pågældende hospital.
Det varierer for region til region, hvilke kriterier du skal opfylde for at komme på hovedpineklinik.
Et hovedpine-forløb i privat regi
På Neurokirurgisk Smerteklinik tilbyder vi specialiseret hovedpine-forløb, i privat regi. Vi tilbyder en lang række af de samme lægefaglige behandlinger, som du kan få på en offentlig hovedpineklinik.
Desuden er vi specialister indenfor mulighederne for kirurgisk hovedpinebehandling.
Vi arbejder med intensive forløb, der typisk varer 3-5 måneder, med kontakt til den samme speciallæge hver 2. uge.
Når vi har fundet den mest effektive behandling for dig, aftaler vi, hvorvidt vi skal varetage den vedligeholdende behandling, eller om denne kan overtages i offentligt regi.