Binyrebarkhormon og kroniske smerter
Binyrebarkhormon er et naturligt stof, som dannes i vores binyrer. Binyrerne sidder som to små trekantede “hatte” på toppen af hver nyre – men har iøvrigt intet med selve nyrens funktion at gøre. Og så kan binyrebark lindre smerter!
I midten af binyren ligger “marven”, som består af en masse nerveender, samt celler der, blandt andet, producerer “fight and flight”-stoffet adrenalin. I Binyrens bark sidder de hormon-producerende celler. Her produceres binyrebarkhormon, som bl.a er et af kroppens naturlige stresshormoner, men meget andet og mere end blot et stresshormon.
Binyrebarkhormon er af mange “ugleset”, og mange er bekymrede for at skulle benytte dette hormon til behandling – med megen uret, for det er et livsvigtigt hormon.
Hos mennesket hedder stoffet kortisol. Kortisol er livsvigtigt for os, idet vi i det daglige bruger det til blandt andet at regulere kroppens vand-, salt-, fedt-, kulhydrat- og proteinbalance. Hormonet er med til at regulere vores døgnrytme og stiger blandt andet inden man vågner af naturlig søvn.
Binyrebarkhormon dæmper reaktionerne i vores immunsystem på en sådan måde, at kroppens reaktion på en lang række irritations- og betændelsestilstande bliver mindre udtalt med mindre reaktion i kroppens væv. Og det er denne effekt, som man ofte ønsker at udnytte, når man bruger binyrebarkhormoner som medicin, også til smertelindring.
Behandling med binyrebarkhormon bruges ved mange smertetilstande, måske vigtigst ved sygdomme som gigt og slidtage, hvor kroppens eget immunforsvars reaktion på tilstanden er med til at skabe smerterne.
Vores immunforsvar angriber nemlig ikke kun “det fremmede”, såsom bakterier eller virus der invaderer os, men også vores egen væv, når det opstår slidtage eller irritationstilstande.
Immunforsvaret er medvirkende til, at der i sådanne områder opstår væskeansamling, øget blodtilstrømning, samt at en lang række betændelses-celler tilkaldes og ophobes i det irriterede område.
Immunforsvaret kan faktisk på den måde medføre vævsødelæggelse i et lokalt smerteområde. Så vort eget immunforsvar kan være medvirkende til, at der opstår kroniske smerter, det kan være i muskulaturen, i et led, endog måske kronisk hovedpine.
Derfor benyttes binyrebarkhormon i blokade-behandlinger, f.eks ved kroniske rygsmerter og ved kroniske ledsmerter i f.eks skuldre, hofter, knæ og albuer samt til behandling af visse former for hovedpine.
Ved blokader indsprøjtes en blanding af typisk lokalbedøvelse og binyrebarkhormon lokalt, hvor smerterne er lokaliserede.
Binyrebarkhormon som tabletter benyttes sjældent indenfor smertebehandling, fraset i særlige tilfælde hos patienter med svære smerter på grund af cancersygdom eller til behandling af f.eks en tilgrundlæggende gigtsygdom.
Da binyrebarkhormon hæmmer kroppens egen produktion af binyrebarkhormon, er det vigtigt ved behandling at benytte doser, som påvirker vores egen hormonproduktion minimalt, og som ikke medfører påvirkning af binyrebarkhormonets naturlige og vigtige funktioner i kroppen.
Derfor skal alle former for behandling med binyrebarkhormon udføres at en læge – og helst en ekspert i smertebehandling, så dosis ikke overskrides.
Man må ikke benytte binyrebarkhormon i smertebehandlingen, hvis man har en alvorlig infektion, da hormonet nedsætter kroppens evne til nedkæmpe infektionen. Også en lang række hyppige sygdomme som sukkersyge og knogleskørhed påvirkes af binyrebarkhormon. Man må gerne få behandlingen, men det skal være med ekstra opmærksomhed og omhyggelighed.